Af Inger Anneberg

I Tønder Kommune har et projekt gjort op med gamle grænser for, hvem der kan samarbejde med hvem. Privatpraktiserende fysioterapeuter har arbejdet tæt sammen med en kommunal institution, til gavn og glæde for både personale, børn og forældre.

Hvordan kan vi arbejde mere synligt på tværs af sektorer – og samordne de tilbud som sker i privat, kommunalt og amtsligt regi? Hvordan udvikler vi metoderne, så alle medarbejdere bliver opkvalificerede - og kan vi få forældrene mere involveret i arbejdet?

Denne tredelte problemstilling er udgangspunktet for projektet ”Udvikling og koordinering af optræningsindsatsen for familier med børn med medfødt eller erhvervet hjerneskade”, et projekt under PPR Vestdistriktet i Tønder og med amtet, en kommunal institution samt privatpraktiserende fysioterapeuter som partnere.

- Det hele begyndte med, at vi hos PPR fik en henvendelse fra en privat fysioterapeutisk klinik i Rørkær i Tønder Kommune. De står i klinikken for træningen af børn og voksne med hjerneskade, og de kunne se en mulighed for at udvikle og styrke denne træning i et samarbejde med personalet på en offentlig institution, frem for at børnene isoleret kommer til træning hos dem i klinikken, fortæller ledende psykolog ved PPR Vestdistrikt i Tønder, Birger Ib Jensen.

Projektet tog derefter sit udgangspunkt i Nordre Børnehave i Tønder, hvor man har en kommunal specialgruppe for småbørn med vidtgående behov. Børnehaveleder Conni Baagøe leder institutionen, hvor der er 62 børn, heraf 12 i specialgruppe. 

En yderligere samarbejdspartner, udover PPR i Tønder, blev amtets småbørnsteam med ergoterapeut Alma Saxen Luff som deltager.

Koordineret indsats
Som en del af projektet blev det bestemt, at fysioterapeuten fra den private klinik kom ud til specialgruppen i børnehaven og trænede med børnene, mens de var i institutionen. Tidligere foregik al træning af barnet uden nogen form for koordination eller samarbejde mellem institution og fysioterapeuterne. Der var altså ingen form for overførsel af erfaringer mellem privatpraktiserende fysioterapi og den offentlige børnehave.

- Sagen er, at de privatpraktiserende fungerer helt uafhængig af amt og kommunale institutioner og forældre. Børnene får bevilliget lægeordineret fysioterapi ,og det foregår i klinikken. Der er ikke sat penge af, via sygesikringen og overenskomsten, til fx møder mellem fysioterapeut og personalet i institutionen eller til netværksmøder og lignende. De privatpraktiserende kan ikke skrive regning ud for samarbejde, og det gør det selvsagt svært at motivere de privatpraktiserende til at bidrage til et samarbejde, forklarer Birger Ib Jensen.

Projektets model
Som deltagere i projektet blev der valgt tre familier ud med børn i alderen 0 til 6 år, to med cerebral parese og en med føtalt alkohol syndrom. Der blev desuden iværksat en række kursustilbud til personalet i kommunen, og der blev tilbudt temaaftener omkring handicappedes møde med omgivelserne. Forældrene blev indbudt til særlige forældremøder, de blev interviewet og der blev afholdt tværfaglige netværksmøder omkring barnet.

Rent metodisk valgte man at tage udgangspunkt i Bobath konceptet. Bobath er et behandlingsredskab, som tager udgangspunkt i neurofysiologi. Metoden kræver et bredt samarbejde på tværs af faggrupper og at forældrene bliver inddraget.

Endvidere valgte man at indføre COPM (Canadian Occupational Performance Measure)- et terapeutisk redskab til måling af resultater, konstrueret til at opfange ændringer i forældrenes vurdering af tilfredshed med, hvordan vigtige dagligdags aktiviteter bliver udført. Her fik både personale og forældre tilbudt kursus.
Ud over brugen af Bobath og COPM har projektet arbejdet med flere andre tilgange til at skabe bedre forhold for børnene:

• Der er udviklet en overordnet plan for hvert enkelt barn, hvor der sker en samkøring af pædagogiske handleplaner med behandlingsplanerne for barnet
• Personalet har fået tilbud om kursus i sanseintegration – dvs. en overordnet gennemgang af sanseintegrationsteorien og hjernens bearbejdning af sensorisk information og adfærd 
• Der er blevet udbudt et særligt kursus med titlen ”Cerebral Parese – et paradigmeskift”, hvor der sættes fokus på specifikke kognitive funktionsnedsættelser, som er af stor betydning for den samlede livssituation

Forvirringen mindskes
At få inddraget forældrene mere har hele tiden været et særskilt mål i projektet.

- Situationen er, at familier med børn med særlige behov ofte kommer i kontakt med utroligt mange instanser. Indsatsen er ikke lige godt koordineret, og den fastholder på mange måder forældrene i en klientrolle, forklarer Birger Ib Jensen.

Alma Saxen Luff fra amtets småbørnsteam supplerer:
- Vi havde det indtryk, at forældrene ikke var ret meget på banen omkring træningen af deres egne børn. De er forvirrede over mængden af instanser.

Ved at inddrage forældrene ved hjælp af COPM-redskabet fik de en langt klarere følelse af at være i centrum og blive taget alvorligt. Desuden har vi arbejdet med at få skabt en klarere ansvarsfordeling ved at lægge en overordnet plan for det enkelte barn. En plan, der betyder, at man både som forældre og fagperson får gjort tydeligt, hvilket ansvar man har, så man ikke står tilbage med følelsen af, at man skal kunne det hele.

Brugen af COPM til forældrene og udbredelsen af Bobath som træningsmetode til alle faggrupper og til forældrene har vist, at projektet faktisk har taget toppen af en lang række problemstillinger, som før var tydelige, fx at forældrene ikke følte sig set og hørt.

Birger Ib Jensen:
- Forældrene har fået en ny indsigt i, hvordan der bliver arbejdet med deres børn. De er ikke så usikre længere, de er faktisk blevet centrale samarbejdspartnere, medaktører, hvor de før var tilskuere.

Alma Saxen Luff:
- Forældrene har desuden fået frigjort ressourcer ved at de ikke har skullet køre børnene til træning hos fysioterapeuten, fordi træningen er foregået i institutionen. Det har gjort, at vi her set ser forældre, der i stedet får kræfter til at tage børnene med til svømning eller ridning. Det har bestemt været en gevinst for familierne.

Personalet blev bevidstgjort
I projektet kom den private fysioterapeut i institutionen to gange om ugen og instruerede træningen efter Bobath metoden. Det betød, at pædagoger og pædagogmedhjælpere blev involveret i, hvordan man bruger metoden.

- Vi har alle fået et løft i vores faglige kvalifikationer, og det afspejler sig i dag. Der er sket en bevidstgørelse af det vi gør sammen med børnene, og det er fordi vi har fået et tæt samarbejde med fysioterapeuterne. Det betyder meget, at børnene i hverdagen ikke tænker over, at nu bliver de trænet. De vil jo helst bare have en hverdag som alle andre – og jeg tror, at vi kan opnå, at en del af træningen bliver en naturlig del af legen. På samme måde med at spise eller andet, der hører til dagligdagen. Det gavner alle, både børn og personale, at træningen er indarbejdet i hverdagen, forklarer Conni Baagø.

Birger Ib Jensen:
- Faktisk har erfaringerne inspireret institutionen til at overveje at ansætte en fysioterapeut fast. Dels fordi det ikke er dyrere end andre fagpersoner, dels fordi kombinationen af pædagoger og terapeuter i en specialbørnegruppe er rigtig god. Der kommer naturligvis hele tiden andre fagspecialister ind over, fx talepædagog, mv. som skal bidrage med deres viden. Men jeg vil da stærkt opfordre både skoler og institutioner, der har børn med særlige behov, til at tænke mere utraditionelt og fx lade en terapeut indgå i et lærerteam. Det er meget vigtigt, at den faglige viden, der findes om børn med hjerneskade kommer ind i barnets miljø, og at barnet ikke trækkes ud af sit daglige miljø og skal behandles et helt andet sted.

En del af den nye kommune
Mens projektet endnu var i sin vorden, begyndte de første planer om kommunalreformen at tage form. Det valgte man i projektgruppen at tage højde for med det samme.

- Vi vidste, at der i den nye Tønder Kommune, som sammenlægges af seks kommuner, er flere specialgrupper for børn med særlige behov. Vi har ønsket at sikre, at forældre og børn får et ensartet tilbud her i området. Derfor er vi gået efter, at alt personale, der knytter sig til specialgrupperne eller er støttepædagoger i andre grupper, har samme viden på det her område, og det betyder, at tilbuddet er givet til både pædagoger, pædagogmedhjælpere, støttepædagoger, sundhedsplejersker, privatpraktiserende fysioterapeuter, medarbejdere ved PPR, mv. Det gør, at personalet i faggrupperne nu har fælles viden og fælles holdninger til, hvordan man træner med børn med hjerneskade, og det ser en stor fordel. Ligeledes er der holdt forældremøder med samtlige forældre i specialgrupperne rundt i den nye kommune, forklarer Birger Ib Jensen.

Fælles viden og fælles holdninger er dermed blevet udgangspunktet ikke bare for en enkelt institution men for samtlige specialmedarbejdere i den kommende Tønder kommune. Det har også betydet, at der er skabt helt nye samarbejdsrelationer, noget som alle parter sætter højt.

- Vi har skabt nogle fælles tilgange til børnene og nogle samarbejdsformer, som kan leve videre, når projektet er afsluttet. Det kan godt ske, at privatpraktiserende fysioterapeuter ikke kan deltage i netværksmøder, når der ikke er projektmidler til det, men vi vil gerne give en vigtig erfaring videre fra projektet, nemlig at institutioner og skoler skal overveje muligheden af at ansætte en terapeut i deres gruppe. Ergo – eller fysioterapeut, det er ikke afgørende, blot de kan gå ind og supplere i det pædagogiske arbejde med deres særlige viden om træningsmetoder. Det har givet virkelig god mening hos os, siger Conni Baagø.

Ingen overgangsfrustrationer
Projektet har generelt betydet, at frustrationer ved overgangen til en ny kommune og en ny struktur fylder meget mindre i Tønder, end de måske ellers ville have gjort, siger Conni Baagø og Alma Saxen Luff.
I Tønder vælger kommunen at videreføre den amtslige specialinstitution, der altid har været, og det sikrer, at forældrene kan få den særlige omsorg for deres multihandicappede børn, de har krav på.

Evalueringen af projektet har tydelig vist, at en fælles opkvalificering på tværs af fag og strukturer har løftet børnegruppen.

- Der har været meget stor interesse for kurserne, både fra de offentlige og fra de private aktører. Mange synes, de har fået et fælles fodslag, og det er blevet lettere at give relevant viden videre, forklarer Birger Ib Jensen.

Han slutter med at pege på det lovgivningsmæssige aspekt i at få private klinikker til at samarbejde med offentlige institutioner.

- Det ville fjerne en meget stor barriere og gøre koordineringen mellem fx private terapeuter og offentlige institutioner og forældrene meget lettere, hvis der kunne gives det nødvendige honorar for terapeuter, så de kan deltage i fx koordineringsmøder. I dag må de undslå sig, fordi de skal gøre det gratis. Det burde være sådan, at de kan skrive en regning for den tid de bruger på fx netværksmøder og koordination.. Det vil sikre mere kvalitet i behandlingen og det vil også være forebyggende.