- Artiklen er bragt i Specialpædagigik, februar 2007, årg. 27, nr. 1, s. 29-35
Af journalist Inger Anneberg
Der skal en særlig støtte og hjælp til, hvis forældrene til børn med hjerneskade skal tages alvorligt. Det har den bornholmske specialbørnehave Mælkebøtten erfaret og nu også omsat til en ny struktur på handleplanmøderne, en struktur, som giver mere plads til og større lydhørhed over for forældrene. Læs også om hvordan Lone Phil, mor til et barn i Mælkebøtten, oplever sine nye muligheder for indflydelse.
Et drivhus fyldt med friske grøntsager, en legeplads med egen skov, et kreativt atelier hvor børnenes kunst er overalt – og på væggene i institutionen en rigdom af kunst, fra musikrummet til soverummet.
Det er nogle af de første indtryk, der springer i øjnene ved et besøg på specialinstitutionen Mælkebøtten lidt uden for Svaneke på Bornholm.
Mælkebøtten er en institution, som byder på mange sanseindtryk, en institution, hvor det æstetiske aspekt og miljøet omkring børnene spiller en stor rolle.
Men institutionen har også arbejdet med sit teoretiske fundament gennem mange år, blandt andet ved at udskifte den traditionelle beskrivelsesmetodik – som for eksempel Kuno Beller – med en relations- og ressourceorienteret beskrivelsesmodel. Dette arbejde har resulteret i udformningen af LEA-modellen (læs mere om tankerne bag modellen i artikel i Socialpædaogen) der sætter fokus på barnets samspil og kompetencer mere end på dets fejl og mangler.
LEA er således en pædagogisk beskrivelsesmodel, som pædagogen eller læreren kan anvende med henblik på at opfange og beskrive et barns kompetencer og samspil i de sociale rum, som står til rådighed for barnet.1
LEA-modellen (Learning, Evolving, Assessment = læring, udvikling og vurdering) lægger op til og giver mulighed for at inddrage barnets forældre, men i Mælkebøtten oplevede personalet, at den dimension af modellen, der vedrører forældreinddragelse, manglede en konsekvent afprøvning og at få modellen implementeret i institutionens hverdag.
Det har man nu gennemført med projektmidler fra Socialministeriet, så institutionen fremover kan give et mere helhedsorienteret tilbud om forældrerådgivning og -inddragelse. Desuden ønsker institutionen at videregive sine erfaringer på dette område til andre institutioner i landet.
Projektets elementer
Projektet indeholder i alt tre hovedelementer:
- Videreudvikling af en relations- og ressourceorienteret beskrivelsespraksis – rettet mod børn med hjerneskade
- Videreudvikling af det specialpædagogiske tilbud i børnehaven – med henblik på at inddrage barnets forældre i videst muligt omfang i børnehavens pædagogiske og faglige beskrivelsespraksis og handleplanlægning – rettet mod børn med hjerneskade.
- Videreudvikling og opkvalificering af specialbørnehavens eksterne rådgivningsteam. Dette team består af fysioterapeut og socialpædagoger – samt til indhentning af råd fra pædiater og/eller børnepsykiater.
Institutionens daglige leder, Susanne Månsson, er projektleder. Projektmedarbejder er konsulent Miriam Asvarisch, der er uddannet pædagog, cand.pæd. og projektleder.
Projektets faser
I projektets første del er der blevet gennemført en grunduddannelse og opkvalificering af børnehavens personale (Læs mere om uddannelsesplanen på institutionens hjemmeside) I alt 15 medarbejdere, både pædagoger, fysioterapeuter og ledelse, har fået ekstrauddannelse for at kunne videreudvikle børnehavens måde at beskrive børnene på, men især for at blive bedre til at tale med og ikke mindst lytte til forældrene.
I anden fase er man gået i dybden med at inddrage forældrene, og her har børnehaven især ønsket fokus på, hvordan man kan ændre proceduren omkring handleplanmøderne.
Den nye procedure inddrager i langt højere grad forældrene direkte i beskrivelsen af barnet og i de beslutninger, der skal ske i det videre arbejde.
- Vi kan allerede nu, hvor vi er midtvejs i projektet sige, at forældrene er meget glade for at blive taget alvorligt, forklarer Susanne Månsson.
For at komme i gang med denne fase gennemførte projektmedarbejder Miriam Asvarisch en interviewrunde med forældrene.
- Det handlede om at sætte fokus på deres ønsker og at afdække praksis. I en institution kan man sagtens blive blind på sin egen praksis, og derfor var det vigtigt at høre, hvilke tanker forældrene havde gjort sig. Ud fra denne runde kunne vi slå fast, at institutionens personale førhen ofte kom til at optræde på en facon, som ikke var tilstrækkelig imødekommende over for forældrene. Alt var fastlagt på forhånd, inden forældrene kom på banen. Hvis man skal have respekt for forældrenes tanker og ønsker, skal tingene ikke være så fastlagte på forhånd, understreger Miriam Asvarisch.
Fordelen ved ejerskab
Men hvis institutionen ønskede at involvere forældrene mere i målsætninger og handleplaner omkring barnet, hvorfor så ikke bruge nogle af de systemer, der allerede findes, for eksempel GAS, Goal Attaiment Scaling, hvor man opstiller konkrete mål for det enkelte barn, og hvor forældrene også kan involveres?
Til dette fremhæver Susanne Månsson, at der er fordele ved, at institutionen selv har ejerskabet til en bestemt struktur, sådan som man forsøger at udvikle det i forhold til inddragelse af forældrene.
- Vi kan godt i en periode forsøge os med bestemte systemer og metoder, men jeg mener også, vi skal være parate til at bryde det ned igen og ændre det, hvis det ikke fungerer. Det kan vi nemmere gøre, hvis vi selv har en aktiv andel i at udvikle en struktur frem for bare blindt at overtage andres, forklarer hun.
Miriam Asvarisch tilføjer:
- Vi forsøger at være fleksible, også i det arbejde vi har gang i nu med inddragelse af forældrene, fordi vores udgangspunkt er, at strukturen hele tiden skal kunne passe til den enkelte, helt specielle familie. Det er vores hensigt med at tænke i en fleksibel struktur, frem for faste rammer.
Inspirationssedlen er vigtig
I den procedure, som Mælkebøtten har arbejdet med, skal børnehaven, i forbindelse med invitationen til handleplanmødet, sende spørgsmål ud til forældrene, en såkaldt inspirationsseddel.
Spørgsmålene er tænkt som inspiration til de forældre, der har svært ved at se, hvad deres skriftlige bidrag til møderne kan bestå i, og hensigten er at skabe bedre mulighed for at inddrage de forældre, der ikke er vant til at udtrykke sig på skrift og som eventuelt er meget konkret tænkende.
Spørgsmålene på inspirationssedlen er oprindelig udarbejdet af en af institutionens pædagoger, men den er i løbet af projektperioden udvidet til også at omfatte forslag om at medbringe enkelte fotos eller videoklip fra barnets hverdag i hjemmet. Spørgsmålene er gjort meget konkrete og lægger op til en mundtlig fremstilling på mødet.
- Vi har valgt at gøre det så konkret som muligt, fordi der altid vil være en gruppe blandt forældrene, som er mindre velformulerede, når det gælder om skriftlighed. Derfor spørger vi til familiens hverdag, hvad barnet spiser, hvordan det leger, osv., forklarer Miriam Asvarisch.
Institutionen ønsker altså at komme en særlig gruppe forældre mere i mødet, nemlig dem der ikke uden videre kan skrive alting ned på et stykke papir.
- De skal have støtte, og det har da også vist sig, at muligheden for at bruge billeder eller video bliver opfattet som en fordel, forklarer hun.
Handleplanmødet
Senest en uge før handleplanmødet, sende følgende ud til alle møde-deltagere
- Forældrenes notater om barnet
- Pædagogens sammenfattende karakteristik af barnet
- Evt. faglig rapporter/notater fra pædagogens samtaler med fagpersoner –for eksempel fra talepædagog, fysioterapeut, børnelægen på Bornholm, pædiater, børnepsykiater, børneklinikken og andre relevante, for eksempel fra videnscentre uden for Bornholm.
På mødet uddyber forældre, pædagog og andre fagpersoner deres skriftlige oplæg. Barnets funktionsevnenedsættelse og særlige behov indkredses og revurderes i fællesskab.
Pædagogen lægger et forslag til handleplan frem og forslaget bliver vurderet og justeret og derefter vedtaget i fællesskab.
Efter mødet sender pædagogen den skriftlige handleplan til endelig godkendelse hos forældrene, og til slut sender institutionen den færdige handleplan ud til alle mødedeltagerne.
Statusmødet - tovejskommunikation
Et halv år efter handleplanmødet følger institutionen op med et såkaldt statusmøde – det som tidligere blev kaldt forældrekonsultation.
Statusmødet har i højere grad sammenhæng med handleplanmødet, end den tidligere forældrekonsultation havde. Statusmødet skal nemlig tage udgangspunkt i de beslutninger, der blev truffet på handleplanmødet.
- Når der har været utilfredshed blandt forældrene, har det ofte handlet om netop handleplanen og de møder, vi holder om det enkelte barn. Nogle forældre mente ikke, der var tale om egentlige handleplaner, eller også var de i vildrede med, hvad der mentes med en handleplan. De følte sig sådan set altid taget alvorligt og lyttet til, men de kunne ikke se det afspejlet i en egentlig fælles beslutning mellem forældre og personale om, hvad der konkret skulle gøres for at støtte barnet, forklarer Susanne Månsson.
Miriam Asvarisch tilføjer:
- Derfor har efteruddannelsen i høj grad handlet om at lære personalet anerkendende kommunikation,2 hvor undervisningen har været ledet af Anni Korsbæk, CVU Vest. Anni Korsbæk er uddannet socialrådgiver, cand.soc. og familieterapeut. Et af målene har altså været at indgå i en mere åben dialog med forældrene, at lytte og at komme dem i møde, frem for at sidde med sin egen faste dagsorden. Her har uddannelsesforløbet været helt afgørende. Uden supplerende efteruddannelse, hvor man lærer sig nogle teknikker, for eksempel til, hvordan man kan lytte mere anerkendende og føre en mere værdsættende samtale, vil det ikke fungere.
Uddannelsen har været skelsættende, mener Miriam Asvarisch.
- Pædagoger vil meget gerne være velforberedte til fingerspidserne, men nu har de lært, at den dagsorden er de nogle gange nødt til at gemme lidt og så lytte mere til, hvordan forældrene synes det går. Så kan man altid komme med sine supplerende bemærkninger senere, forklarer hun.
Gensidig tillid er vokset
Mens det altså tidligere var pædagogerne, som indledte og styrede handleplanmøderne, er det i dag vendt på hovedet, så forældrene i højere grad taler med fra begyndelsen.
For at holde denne model på sporet, er der sat tid af til supervision af personalet. Den underviser, som har lært personalet om den anerkendende samtale, kommer igen og følger med i, hvordan det går i personalegruppen.
At forældregruppen i Specialbørnehaven på Bornholm er blevet mere synlige er en generel samfundstendens, som længe har været undervejs, mener de to pædagoger i Mælkebøtten.
Miriam Asvarisch:
- Det har været en tendens i tiden, at ekspertvældet bliver brudt ned, fordi forældrene er eksperter på deres eget og børnenes liv. Det er lige meget, hvilken faggruppe vi ser på, så må vi se i øjnene, at vores autoritet bliver brudt ned. Det handler også om at informationsstrømmen i dag er så stor. Forældrene har adgang til al mulig viden, og vi kan ikke som pædagoger stille os op og sige, at ”vi ved bedst om dit barn” . Det har man erkendt her i huset, og det giver et langt større og bedre samarbejde med forældrene, fordi man får et mere tillidsfuldt forhold til hinanden.
Susanne Månsson:
- Man kan godt sige, at vi har høstet tillid som frugten af det her projektarbejde.
Både holdninger og struktur er nødvendigt Miriam Asvarisch slår også fast, at det imidlertid ikke er nok med de gode intentioner og de rigtige holdninger til problemstillingen.
- Det skal være en kombination af holdninger og struktur. Strukturen alene gør det ikke, for så bliver alting ufleksibelt, men holdninger alene gør det heller ikke. God indstilling og et varmt hjerte er ikke nok, der skal også være nogle konkrete rammer.
De to projektmagere er ikke i tvivl om, at de mest bevidste forældre vil være dem, som profiterer allermest af øget forældreinddragelse. Samtidig tror de på, at også mindre bevidste forældre har fået nye muligheder.
- Det er nok samarbejdet mellem fagpersonalet og forældrene, det har rykket mest, og især er der måske netop sket en holdningsændring i personalegruppen til den gruppe, som man kan kalde de lidt svagere forældre. Jeg tror, personalegruppen i dag bliver mindre stødt, hvis de hører kritiske bemærkninger eller ser, at der er skrevet noget kritisk i kontaktbogen. De er mere imødekommende og bedre til at spørge ind til, hvad forældrene ønsker.
Evaluering – samt mere uddannelse
Sidste del af projektet i Mælkebøtten handler om at evaluere og justere programmet for forældrenes deltagelse i Handleplanmøderne, og så skal 3. del af projektet også gennemføres, nemlig en videreudvikling af det arbejde, som det eksterne Rådgivningsteam udfører for institutionen.
- Vi håber, at vi har fået udviklet en skabelon for handleplanmøderne, som er mere brugervenlig, både inden mødet og undervejs på selve mødet. Det næste vi skal se på er, om det lykkes at følge de mål, som handleplanen stiller op, og om der kan sættes nye mål på statusmøderne, forklarer Susanne Månsson.
Evalueringen af forløbet skal munde ud i en model, som kan bruges af andre institutioner, der gerne vil sætte fokus på forældreinddragelse i handleplanerne. Den afsluttende rapport skal være færdig til marts 2007.
1. Læs mere om LEA-modellen her
- Hans Månsson, 2003. LEA. En pædagogisk Beskrivelsesmodel (Academica, se her på academica.dk)
Om baggrunden for LEA:
- Hans Månsson, 2002: ”Midt i verden – og ude på noget” (Academica, se her på academica.dk)
2. Anerkendende kommunikation er inspireret af teorierne i systemisk tænkning og ”Appreciative Inquiry” – Værdsættende
samtaler
Læs mere om projektet:
